Hobro IK
Anden testkamp i sommeropstarten blev spillet i dag på DS Arena mod Skive IK. Der blev, ligesom i den første testkamp, skiftet ni mand i pausen. Den nye Hobro IK-angriber viste sig flot frem efter pausen med to mål til følge.
Det var en noget afventende start i dagens testkamp mod Skive IK og der skulle også gå næsten et kvarters tid, før Hobro IK kom frem til den første store chance i kampen. Efter godt kombinationsspil, befandt Mikkel M.P. sig i en god position på kanten af feltet. Her får anføreren sendt en god afslutning afsted mod fjerneste hjørne, men målmanden redder flot.
Herefter pressede Hobro IK mere på og kom frem til flere gode chancer. Blandt andet ved Jacob Tjørnelund, der får sendt et tørt hug afsted ved bagerste stolpe, men Skive-målmanden var desværre ved at spille sig varm.
Efter 17 minutters spil kunne Hobro IK ikke komme tættere på at score uden at gøre det. Don Deedson modtager bolden og driver den flot frem, sætter en mand og sparker på kassen. Den går forbi en chanceløs målmand, men bolden rammer undersiden af overliggeren, ikke bare en gang, men hele to gange og hopper derefter ud i spil igen. Et mål, der burde have været anerkendt.
Skive iK spillede sig bedre ind i kampen i den sidste halvdel af 1. halvleg, hvor især, den tidligere Hobro IK-spiller, Mostafa Maarouf, viste sig godt frem. Det var også ham, der stod for Skives bedste afslutning, da han tog et par træk og afsluttede, men forbi mål.
Pause.
Der skulle gå ca. 10 minutter af 2. halvleg, før den første rigtige chance kom. Denne tilfaldt Oliver Overgaard, der tog et flot rush på højrekanten, afslutningen sad dog lige på målmanden, der kunne redde den ud til hjørnespark.
Hobro IK skulle bringe sig foran godt en time inde i kampen. Efter et hjørnespark, slået af Mads Freundlich, bliver bolden headed i m¨l af Muamer Btajanac.
Med godt 20 minutter igen bragte Hobro IK sig yderligere foran. Oliver Overgaard vinder sin duel på højrekanten og stormer mod baglinjen. Her slå han et perfekt indlæg ind i feltet, hvor Hobro IKs nye angriber, Laurs Skjellerup, stiger op og header bolden i mål.
10 minutter senere var Laurs Skjellerup igen på spil. Angriberen opsnapper en lang bold i dybden og stikker af fra Skive-forsvaret, runder målmanden og sparker til sidst bolden sikkert ind.
Der kom ikke flere mål i kampen.
Kampfakta:
Hobro IK 3 – 0 Skive IK (0-0)
Mål:
Hobro IK 1 – 0 Skive IK, Muamer Brajanac (62. Min.)
Hobro IK 2 – 0 Skive IK, Laurs Skjellerup (70. min.)
Hobro IK 3 – 0 Skive IK, Laurs Skjellerup (79. min.)
Hobro IK-opstilling 1. halvleg:
Adrian Kappenberger
Emil Søgaard – Simon Jakobsen – Frederik Dietz
Sebastian Avanzini – Abdoul Yoda – Mikkel M.P. (C) – Mathias Nygaard – Jacob Tjørnelund
Don Deedson Louicius – Mads Hvilsom
Hobro IK-opstilling 2. halvleg:
Adrian Kappenberger
Rasmus Johansen – Frederik Dietz – Simon Trier (Prøvespiller)
Oliver Overgaard – Frederik Mortensen – Villads Rasmussen – Mads Freundlich – Frederik Elkær
Laurs Skjellerup – Muamer Brajanac
Udskiftninger:
Se ovenfor.
Ud: Frederik Dietz – Ind: Laurits Nørby (65. min.)
Advarsel:
Muamer Brajanac, Hobro IK 78. min.)
Frederik Mortensen, Hobro IK (89. min.)
Dommer:
Mikkel Redder