NordicBet Liga Foreningen

Sejr over Thisted FC i generalprøven

Sejr over Thisted FC i generalprøven

Hobro IK

Sidste testkamp inden det igen går løs i NordicBet Ligaen blev spillet søndag middag mod Thisted FC.

Allerede i det første minut af kampen var Hobro IK tæt på at bringe sig foran. Den altid velspillende Don Deedson snørede et par af Thisteds forsvarsspillere og sendte en afslutning afsted, denne blev pareret, men lige ud i fødderne på Mikkel M.P., der forsøgte at snige bolden ind, men keeperen var på plads igen.

Hobro IK skulle også bringe sig foran efter ca. 15 minutters spil, da Muamer Brajanac spillede Don Deedson helt fri. Angriberen kunne derefter flot sparke bolden i nettet.

Kort før pausefløjtet var Simon Jakobsen millimeter fra at bringe Hobro IK yderligere foran. Et godt hjørnespark af Mikkel M.P., finder vej til bageste stolpe, hvor midtstopperen dukker op og header mod mål, men keeperen disker op med en verdensklasseredning og sørger for at der ikke blev mål i denne omgang.

Minuttet senere kunne Thisted-målmanden dog ikke forhindre Frederik Mortensen i at score. Igen et indlæg fra Mikkel M.P., der ender inde i boksen, hvor Muamer Brajanac header mod mål. Dette hovedstød blev i første omgang reddet af målmanden, men Frederik Mortensen stod på rette sted og kunne sparke riposten i mål.

Pause

2. halvleg startede som den første, med en kæmpe chance til Hobro IK. Muamer Brajanac blev spillet i dybden, tager et godt træk og afslutter mod fjerneste hjørne, men målmanden var på plads i denne omgang. Kort efter var det så Deedson, der var på spil, og fik sendt en farlig afslutning afsted, men igen var keeperen på plads. Den tredje chance på to minutter tilfaldt igen Muamer Brajanac, efter godt oplæg af Frederik Mortensen, men afslutningen sad, hvor keeperen er bedst, lige på.

Thisteds første rigtige chance skulle komme efter godt seks minutter af 2. halvleg efter et hjørnespark. Her kom udeholdets Laurits Bust højest og headede mod mål, men bolden gik tæt forbi fjerneste stolpe.

Hobro IK var også det dominerende hold i kampen og kort før kampen rundede en times spil var Emil Søgaard tæt på at udbygge føringen, da han ved bageste stolpe afsluttede godt, men målmanden hev en flot fodparade op og reddede bolden til hjørnespark.

Næste scoring i kampen tilfaldt også Hobro IK. Sindssygt godt opspil, hvor først Emil Søgaard og Frederik Elkær kombinerer sig igennem. Herefter inddrager de Frederik Mortensen i opspillet og til sidst ligger bolden klar for fødderne af Mikkel M.P., til at blive sparket i kassen. Afslutningen bliver i første omgang blokeret og falder ned til Don Deedson, der resolut sparker bolden op i korteste målhjørne.

Kort før tid var Muamer Brajanac tæt på at udbygge Hobro IKs føring endnu en gang, og igen efter rigtig godt opspil, men målmanden får endnu en gang reddet kastanjerne ud af ilden.

Dermed sluttede kampen 3-0 til Hobro IK.

Kampfakta:
Hobro IK 3 – 0 Thisted FC (2-0)

Mål:

Hobro IK 1 – 0 Thisted FC, Don Deedson (13. Min.)

Hobro IK 2 – 0 Thisted FC, Frederik Mortensen (45. min.)

Hobro IK 3 – 0 Thisted FC, Don Deedson (67. Min.)

Hobro IK-opstilling 1. halvleg:
Adrian Kappenberger
Emil Søgaard – Simon Jakobsen – Frederik Dietz
Frederik Elkær – Abdoul Yoda – Mikkel M.P. (C) – Frederik Mortensen – Jacob Tjørnelund

Don Deedson Louicius – Muamer Brajanac

Udskiftninger:

Ud: Jacob Tjørnelund – Ind: Mads Freundlich (81. min.)

Ud: Frederik Mortensen – Ind: Mathias Nygaard (81. min)

Ud: Abdoul Yoda – Ind: Laurs Skjellerup (81. min.)

Dommer:

Patrick Remon Gammelholm

Sejr over Thisted FC i generalprøven
Sejr over Thisted FC i generalprøven