NordicBet Liga Foreningen

Jonas Brix-Damborg indstiller sin fodboldkarriere og får ny rolle i Hobro IK

Jonas Brix-Damborg indstiller sin fodboldkarriere og får ny rolle i Hobro IK

PRESSEMEDDELELSE
29-06-2021

35-årige Jonas Brix-Damborg har besluttet at indstille fodboldkarrieren efter den netop overståede sæson. Jonas Brix-Damborg fortsætter dog i Hobro IK i en ny rolle.

I de seneste 10 år har Jonas Brix-Damborg spillet i Hobro IK, hvor det er blevet til 2 oprykninger til Superligaen, 5 sæsoner i Superligaen og hele 296 kampe for klubben. Og selvom støvlerne nu bliver lagt på hylden, fortsætter Jonas Brix-Damborg i Hobro IK, hvor han netop er indtrådt i bestyrelsen i Hobro IK A/S, som én af de fire bestyrelsesmedlemmer som foreningen Hobro IK af 1913 udpeger.

Lars Justesen, teknisk chef i Hobro IK, hylder Jonas Brix-Damborg for hans karriere:

– Jonas har været en fantastisk ambassadør for Hobro IK, grundet spillet på banen, men også for måden han har været på udenfor kridtstregerne. Han har vist karakter og styrke i de svære perioder og været med til at løfte holdet i de gode. Det er en stor Hobro IK-legende, der i dag definitivt lægger støvlerne på hylden.

Jonas Brix-Damborg kigger selv tilbage på sin karriere med stolthed:

– Jeg har gennem min tid som fodboldspiller, uddannet mig sideløbende for at være klar til den dag, hvor min identitet ikke længere skulle være fodboldspiller. Men hvornår ved man så hvornår nok er nok? Det har været en svær beslutning at sige stop og vil med garanti komme til at savne det, men til trods for at kroppen stadig kan og vil være med, har jeg bestemt mig for at takke af som professionel fodboldspiller nu. Jeg føler mig klar til at indtage erhvervslivet, hvor der de seneste uger og måneder har budt sig nogle rigtig spændende muligheder, som jeg nu vil forfølge, og jeg glæder mig til at bevise mit værd uden for banen. Jeg kan tage en masse fantastiske minder og en god portion læring i bagagen med videre – Hvilket jeg vil være Hobro IK evigt taknemmelig for.

Jonas Brix-Damborg slutter derfor spillerkarrieren i Hobro IK, men er trådt ind i Hobro IK A/S bestyrelse og det glæder formanden i Hobro IK A/S.

– Det glæder mig utroligt meget at Jonas har takket ja til at træde ind i bestyrelsen i Hobro IK A/S. Jonas kan komme med unikke input i forhold til den sportslige afdeling og organisation og hans fortsatte engagement i klubben, vidner om en stor tiltro til den nye start, som Hobro IK skal igennem, udtaler bestyrelsesformand i Hobro IK A/S, Peter Christensen.

Jonas Brix-Damborg ser frem til de nye udfordringer i fodboldverdenen:

– Fodbold har været en stor del af mit liv, så længe jeg kan huske, og Hobro IK har været en del af familien i næsten et årti, så det har været en svær beslutning. Jeg er derfor glad for, at jeg har fået muligheden for fortsat at kan være en del af HIK-familien fra den anden side af kridtstregerne. Jeg er meget taknemmelig og glad for at andre også tror på, at min erfaring på banen og Hobro-DNA ’et kan benyttes i et fremtidigt bestyrelsesarbejde. Jeg går yderst ydmygt ind til opgaven, men jeg vil naturligvis, som altid, bidrage med min ærlige mening, så vi sammen kan løse vores kommende og spændende udfordringer. Jeg glæder mig derfor til fortsat at se jer på stadion og heppe på drengene.

Hobro IK-legenden takker alle i og omkring Hobro:

– Jeg vil slutteligt gerne takke alle i og omkring Hobro. Fans, frivillige, sponsorer, trænere, ledere og medspillere. Det har været en sand fornøjelse igennem 10 år, hvor vi sammen har udrettet ting, som er printet tykt i historiebøgerne, og noget som ingen havde troet var muligt. Af hjertet tak, slutter Jonas Brix-Damborg.

Jonas Brix-Damborg tog afsked med holdkammeraterne i sidste uge og er nu indtrådt i Hobro IK A/S bestyrelse.

Jonas Brix-Damborg indstiller sin fodboldkarriere og får ny rolle i Hobro IK
Jonas Brix-Damborg indstiller sin fodboldkarriere og får ny rolle i Hobro IK