Af Jesper Bøss, Komma’riet.
Rekrutterings- og vikarbureauet Komplex har indgået en ny 2-årig diamantpartneraftale med Hobro IK.
Om den nye aftale siger Martin Gaardsted, direktør i Komplex:
– Da jeg flyttede til Hobro for efterhånden 21 år siden, blev jeg hurtigt betaget af Hobro IK og den særlige stemning og det sammenhold, der er i og omkring klubben. Jeg er derfor kommet trofast på stadion lige siden, har været formand for klubbens ungdomsudvalg, og jeg har selv børn, der med stor fornøjelse har spillet i klubben.
– Da vi stiftede Komplex for tre år siden, var det derfor helt naturligt, at vi skulle bakke op om Hobro IK og være partner i klubben. Det var et af vores allerførste tiltag, og det har været en meget positiv oplevelse. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om forlængelsen og opgraderingen af den nuværende aftale.
– Udover at vi sætter pris på at komme på DS Arena til kampene, de oplevelsesrige partnerture og vores gode samarbejde om at hjælpe Hobro IK med rekruttering af nogle nøglemedarbejdere til administrationen, så er vi også blevet en del af et stærkt, lokalt erhvervsnetværk, der har vist sig at være meget værdifuldt for vores virksomhed.
– I forbindelse med den nye partneraftale er vores navn også kommet på ryggen af trænerteamet – altså ”holdet bag holdet”. Jeg synes det, på en god måde, understreger, hvordan vi med vores ydelser også er med til at sammensætte den stærkeste startopstilling ude i en række lokale virksomheder og vores samarbejdspartnere i øvrigt, slutter Martin Gaardsted.
Komplex beskæftiger i dag 10 medarbejdere og har – udover afdelingen i Hobro – også afdelinger i Viborg og Frederikshavn. Virksomheden er stiftet og ejet af Martin Gaardsted og Søren Kristiansen.