NordicBet Liga Foreningen

Mads Freundlich forlænger sin kontrakt til 2026

PRESSEMEDDELELSE

22-01-2023

Mads Freundlich forlænger sin kontrakt til 2026

Det egenudviklede talent Mads Freundlich har skrevet under på en ny aftale, der holder midtbanespilleren i Hobro IK til udgangen af 2026.

Mads Freundlich kom til Hobro IK som U17-spiller og har gennem sin tid i Hobro IK’s talentafdeling kæmpet sig vej til førsteholdet, hvor han nu er fast mand.

Derfor belønner Hobro IK nu den unge midtbanespiller med en ny kontrakt til stor glæde for teknisk chef Lars Justesen:

– Mads er et klassisk eksempel på, at hårdt arbejde belønner sig. Mads har i denne sæson fået sit gennembrud på førsteholdet, hvor han har vist, hvor dygtig og stærk en midtbanespiller han er. Igennem årene har Mads udviklet sig enormt meget og har hvert år lagt på sit spil. En udvikling han har fortsat på førsteholdet og jeg er glad for, at vi er nået til enighed om en forlængelse.

Mads Freundlich, der scorede sit første mål for Hobro IK i pokalkampen mod de danske mestre fra FC København, er stolt over at have forlænget sin aftale:

– Jeg er helt vildt glad og stolt over, at have forlænget min aftale med Hobro IK, hvor jeg har været siden ungdomsrækkerne. Hobro IK er et fantastisk sted, som ung spiller, at udvikle sig. En klub, der har været med til at udvikle mig, til den spiller jeg er i dag. Derfor er jeg virkelig stolt over, at trænerteamet har vist mig stor tillid og stolet på mine evner og at jeg nu har skrevet under på en ny aftale, er fantastisk. Jeg håber at jeg kan fortsætte min udvikling og på denne måde bidrage til holdet.

Mads Freundlich har i den igangværende sæson spillet 17 kampe for Hobro IK.