PRESSEMEDDELELSE
27-06-2022
Hobro IK har styrket målmandsteamet med den talentfulde unge målmand Jonathan Fischer, der kommer til klubben efter senest at have været i AB.
Målmandsteamet er blevet styrket med den 20-årige Jonathan Fischer, der kommer til Hobro IK efter at have været otte år i AB. I AB, hvor Jonathan Fischer kom til som U13-spiller, nåede den dygtige målmand at spille hele 76 kampe for førsteholdet. Det er også blevet til to optrædener for det danske U19 landshold. Jonathan Fischer har fået en kontrakt gældende til 2025.
Lars Justesen, teknisk chef, ser frem til at følge Jonathan Fischers udvikling:
– På trods af sin unge alder, kommer Jonathan med en masse erfaring fra dansk divisionsfodbold, hvor hans CV taler for sig selv. Jonathan er en moderne målmand, der har en rigtig god statur og er dygtig med fødderne. Jonathan er en fremtidens mand og vi håber at vi kan være med til at fortsætte hans udvikling, siger Lars Justesen, teknisk chef.
Jonathan Fischer glæder sig til at blive en del af fuldtids-setuppet i Hobro IK:
– Det var tiden for mig at søge nye udfordringer og prøve mig af i en ny klub og at jeg nu bliver en del af et fuldtids-setup er noget, der glæder mig rigtig meget. Hele setuppet omkring Hobro IK er meget tiltalende for mig. Det er en spændende klub med en masse gode og dygtige mennesker og jeg er sikker på at det kommer til at gavne min udvikling at jeg nu kan have fuld fokus på fodbolden. Jeg glæder mig til at komme i gang på træningsbanen og lære af Adrian Kappenberger samt målmandstræner Martin S. Jensen, slutter Jonathan Fischer.
Jonathan Fischer havde i dag sin første dag i Hobro IK, hvor der blev startet ud med fysiske tests. Første dag på træningsbanen sammen med resten af Hobro IKs trup er tirsdag d. 28/6.