Agrotek i Hobro har været en trofast partner hos Hobro IK i mange år. Nu har de sat underskrift på en ny 2-årig sølvpartneraftale, hvilket vi selvfølgelig er rigtig glade for.
– På flere områder ligner Hobro IK og vores virksomhed hinanden. Vi er begge sådan lidt ”underdogs”, der indenfor vores muligheder og rammer gør det rigtigt godt sammenlignet med vores konkurrenter, der for manges vedkommende har større budgetter og setups, lyder vurderingen fra Kristian Laursen, der sammen med Ole Grøn og Niels Vestergaard står i spidsen for Agrotek på Lupinvej i Hobro, ligesom de har en tilsvarende afdeling i Brønderslev.
– Derfor har vi også stor respekt for den ydmyge tilgang og det hårde arbejde, der på alle niveauer ydes i Hobro IK.
– Så med vores rødder i Hobro er det helt naturligt for os at bakke op om klubben, hvilket vi har gjort al den tid, jeg kan huske. Fra helt tilbage inden den første oprykning til Superligaen.
– Vi vil jo gerne selv, at de lokale bakker op om vores virksomhed. Derfor tænker vi også selv meget lokalt i vores tilgang til tingene. Det gælder således også vores partnerskab i Hobro IK.
– Samtidig er vi tre ejere alle pænt fodboldinteresserede, hvor vi altid nyder at komme på DS Arena. Vi sætter pris på sammenholdet, netværket og hyggen i loungen forud for kampene, lyder det fra Kristian Laursen.
Agrotek i Hobro har rødder helt tilbage i 1946, og kan tilbyde det meste indenfor salg/service til have/park, landbrug og skovbrug. Både til private og erhverv. Som nævnt har indehaverne også en Agrotek-afdeling i Brønderslev. De to afdelinger beskæftiger sammenlagt godt 30 medarbejdere.
Vi takker mange gange for opbakningen, og glæder os til et fortsat godt og spændende samarbejde.