
Af Rasmus Kjærsgaard
Vi startede året 2023 med en større træner rokering, og bød velkommen til Henrik Larsen på U19 og Arun Rajkumar på U17, som begge kom til udefra. Derudover fik Mads Kjær ny rolle, da han blev Head of Coach. Ændringerne gav os en ny dynamik, og flere nye tiltag blev sat i værk, bl.a. ungtræner uddannelse, fastlagte akademi møder for trænerne og et fælles trænerkontor, hvor alle cheftrænere fra U13 og op, har en fast plads, dette har skabt et stærkere fællesskab og giver i hverdagen gode faglige diskussioner holdene og trænerne imellem.
Vildbjerg cup
Traditionen tro deltog vi i sommers i Vildbjerg cup, hvor vi havde hold med fra U11 til U16. Turen er kendetegnet ved, at det er en social tur, hvor spillere, trænere og forældre bor i lejr sammen, og på tværs af hold skaber et fællesskab. Både sportsligt og socialt var turen igen i år en succes, hvor vores største udfordring var vejret, da vi oplevede store mængder regn i løbet af ugen.
Efterårssæsonen
I efterårssæsonen sluttede U13 flot af med at vinde deres pulje på suveræn vis med maksimum point. Dette har været medvirkende til, at de er blevet indplaceret i den bedste række i foråret 2024. En flot præstation af både drengene og trænerne omkring holdet.
U14 var tæt på at vinde puljen, men snublede til sidst, og måtte desværre nøjes med en 2 plads.
U15 endte efter en svær start på sæsonen som nr. 6. En stærk afslutning bød på to sejre over vinderne af puljen.
U16 endte som nr. 4 i deres pulje efter en blandet sæson, hvor to hold stak af i toppen.
U17 ligger halvvejs igennem sæsonen nr. 2 i U17 divisionen, og har slået Randers FC ud i pokalturneringen. En flot præstation som bliver spændende at følge i foråret.
U19 ligger nr. 11 i U19 divisionen efter en svær start, hvor de først i 8 runde fik en sejr i ordinær tid. En flot afslutning på sæsonen giver håb om, at de kan følge det op i foråret.
Vores U23 hold rykkede i sommer op fra Jyllandsserien, og har i efteråret skulle prøve kræfter med danmarksserien for første gang i mange år. Holdet ligger midt i rækken, men dog udenfor top 5, som er målsætningen.
Det var også i 2023, at vi kunne lave vores første kontrakt med en ungdomsspiller, da vi i sommers lavede en 3-årig aftale med 16-årige Mikkel Boye. Mikkel spiller på vores U19 hold, men har allerede debuteret på 1. division.
DBU på besøg
31 oktober og 1 november havde vi DBU på besøg til bedømmelse af vores arbejde gennem de seneste par år. Besøget gik godt, og vi fik en positiv tilbagemelding på det arbejde der laves i dagligdagen. Til februar skal vi ansøge om en ny licens, hvorefter vi bedømmes ud fra DBUs 5 stjernede licens system.