PRESSEMEDDELELSE
21-12-2023
Hobro IK har forlænget aftalen med Simon Jakobsen, der ellers stod til at udløbe ved årsskiftet. Dermed tager anføreren endnu en tørn i den gule trøje. I første omgang indtil udgangen af denne sæson.
Simon Jakobsen, der har været en solid klippe i Hobro IKs forsvar gennem de seneste fire år, forlænger nu sin aftale, så denne løber til sommeren 2024. Simon Jakobsen har rundet 100 kampe for Hobro IK og har været stærkt medvirkende til at klubben overvintrer på en tredje plads i NordicBet Ligaen.
Teknisk chef Lars Justesen er glad for forlængelsen med Simon Jakobsen:
– Simon er en stor og vigtig del af vores hold, både på og udenfor banen. Simon er en sand leder, der tager sig godt af vores unge trup og er med til at binde holdet sammen. Hertil har Simon været en sand klippe i forsvaret, i et efterår, hvor vi har det anden bedste forsvar i NordicBet Ligaen. Jeg er glad for at vi er blevet enige om en forlængelse og Simon også er at finde på holdkortet i 2024.
Forsvarsgeneralen er også selv godt tilfreds med at have forlænget:
– Jeg er superglad for at have forlænget min aftale med Hobro IK. Ovenpå en sindssyg fed halvsæson er jeg glad for nu, fortsat at skulle være en del af det her hold, hvor vi sammen har opnået store resultater og nu overvintrer på tredje pladsen. Som anfører og rutineret spiller har jeg et ansvar for at få truppen til at smelte sammen og være med til at skabe et miljø, som vores mange unge spillere kan blomstre i og det er fedt at være med til at se det lykkes. Nu glæder jeg mig til at bruge tid med min familie inden vi går et rigtig spændende forår i møde.
Hobro IK og Simon Jakobsen starter forberedelserne frem mod foråret i NordicBet Ligaen d. 4/1-2024.