Der blev onsdag middag spillet testkamp mod 3F Superligamandskabet fra Vejle. En målrig kamp, der endte uafgjort 3-3.
I anden sidste testkamp spillede de gulblusede en flot kamp mod 3F Superligaholdet Vejle B. En kamp med mange gode takter, hvor især Hobro IKs nye angrebsduo præsterede flot med både mål og assist.
Gæsterne fra Vejle B kom med et stærkt mandskab og startede kampen ud i noget, der lignede stærkeste opstilling.
Hobro IK startede med Andreas Søndergaard på mål. I forsvaret startede Jesper Bøge, Simon Jakobsen og Frederik Dietz flankeret af Lukas Klitten og Marius Jacobsen. Centralt spillede Abdoul Yoda, Christian Hørby og Villads Rasmussen. Helt fremme startede Jesper Cornelius og Frederik Christensen.
Hjemmeholdet startede godt ud og i kampens indledning kom Frederik Christensen til en god chance, men desværre kiksede det i afslutningsøjeblikket og Vejles målmand kunne redde. Det kunne han dog ikke midtvejs i første halvleg, da Jesper Cornelius frækt driblede forbi to forsvarsspillere og flot lagde bolden på tværs mod sin angrebsmakker Frederik Christensen. Det blev dog ikke Frederik Christensen, der kunne sende bolden i nettet, men i stedet blev det en presset Vejle-forsvarer, der satte bolden i netmaskerne.
Herfra var det en jævnbyrdig første halvleg, hvor gæsterne ikke kreerede det helt store. Der skulle også dommerhjælp til, da Vejle kort før pausen fik tilkendt et, udefra set, tyndt straffespark. Dette eksekverede German Onugkha og sendte bolden i nettet til 1-1.
Inden pausefløjtet nåede Villads Rasmussen at drible sig til en stor mulighed, men stolpen var i vejen og stillingen ved pausen blev 1-1.
I pausen skiftede Hobro IK seks spillere, hvor Simon Jakobsen, Frederik Dietz, Marius Jacobsen, Lukas Klitten, Villads Rasmussen og Jesper Cornelius gik fra. Ind kom Emil Søgaard, Soumaïla Ouattara, Max Nielsen, Oliver Overgaard, Mathias Kristensen og Lukas Sneftrup.
I anden halvleg var der nogen flere chancer, hvilket resulterede i fire mål.
I anden halvlegs begyndelse bragte gæsterne sig foran efter et hjørnespark, hvor Andreas Tomaselli sparkede bolden i nettet fra kanten af feltet.
Godt 10 minutter senere udlignede Hobro IK, da Frederik Christensen scorede sit første mål for Hobro IK i angriberen uofficielle debut. Et godt indlæg af Jesper Bøge finder vej til angriberen, der får sendt bolden i nettet bag en chanceløs målmand.
Umiddelbart efter bragte Vejle sig foran igen, da nyerhvervelsen Anders K. Jacobsen steg til vejrs og headede bolden i nettet.
Herefter foretog Hobro IK sig nogle udskiftninger, hvor Jonas Sneftrup og prøvespilleren Kamilu Adams kom ind.
Og netop den sidstnævnte, prøvespillere Kamilu Adams bragte balance i regnskabet, da han efter et hjørnespark på flotteste vis bragede bolden i nettet.
I den sidste del af kampen var det mere frem og tilbage og kampen åbnede sig helt op. I denne periode kom Rasmus Johansen og Adis Hadzimujic ind. Med få minutter igen var Hobro IK tæt på at tage sejren, da Lukas Sneftrup kom alene igennem, han bliver nedlagt, men formår at få spillet bolden videre til en fri Oliver Overgaard, der desværre bliver forstyrret så meget, at han ikke får sendt bolden i mål og dermed endte kampen 3-3.
En rigtig fin test, hvor Martin Thomsen fik set en stor del af sine spillere an frem mod den generalprøven mod Århus Fremad, der spilles lørdag kl. 14.00 på Eurowind Energy Park.
Træningskamp, Eurowind Energy Park, Hobro
Onsdag den 14. februar 2024 kl. 12.00
Hobro IK – Vejle Boldklub 3-3 (1-1)
26. 1-0 Stefan Velkov (selvmål)
43. 1-1 German Onugkha (straffespark)
50. 1-2 Andreas Tomaselli
61. 2-2 Frederik Christensen
62. 2-3 Anders K. Jacobsen
71. 3-3 Kamilu Adams
Kort:
76. Musa Juwara (gult kort)
Hobro IK:
Andreas Søndergaard
Jesper Bøge (80: Rasmus Johansen), Simon Jakobsen (46: Soumaïla Ouattara), Frederik Dietz (46: Emil Søgaard Jensen)
Marius Jacobsen (46: Oliver Overgaard), Christian Hørby (84: Adis Hadzimujic), Abdoul Yoda (60: Kamilu Adams), Villads Rasmussen (45: Lukas Sneftrup), Lukas Klitten (46: Max Nielsen)
Jesper Cornelius (46: Mathias Kristensen), Frederik Christensen (75: Jonas Sneftrup)
Træner: Martin Thomsen
Kort:
76. Mathias Kristensen (gult kort)
Vejle Boldklub:
Nathan Trott
Stefan Velkov
Denis Kolinger
Oliver Provstgaard
Thomas Gundelund
Tyrese Francois
Hamza Barry
Miiko Albornoz (anfører)
Victor Lind
German Onugkha
Dimitris Emmanouilidis
Indskiftninger:
46. Nathan Trott ud Igor Vekić ind
46. Stefan Velkov ud Anders Sønderskov ind
46. Denis Kolinger ud Andreas Tomaselli ind
46. Oliver Provstgaard ud Kristian Kirkegaard ind
46. Thomas Gundelund ud Marius Elvius ind
46. Tyrese Francois ud Tobias Lauritsen ind
46. Hamza Barry ud Ebenezer Ofori ind
46. Miiko Albornoz ud David Čolina ind
46. Victor Lind ud Musa Juwara ind
46. German Onugkha ud Anders K. Jacobsen ind
46. Dimitris Emmanouilidis ud Yeni Ngbakoto ind
Dommer: Jacob Stausgaard Kobberød (1DV)