Betinia Liga Foreningen

Uafgjort i hektisk opgør mod AC Horsens

Uafgjort i hektisk opgør mod AC Horsens

En kølig, vindfyldt fredag aften i Horsens dannede ramme om opgøret i 12. spillerunde i dette års Betinia Liga mellem AC Horsens og Hobro IK.

Det var nogle forholdsvis stille første minutter, hvor de to hold lige skulle finde sig til rette på den glatte bane, der voldte flere af spillerne problemer. Dette blev et tema gennem hele kampen.

Efter 8 minutters spil får hjemmeholdet et frispark på kanten af feltet, som offensivspilleren Kristian Kirkegaard tog sig af. Han lægger et indlæg ind i feltet, som får lov at passere hele klumpen af spillere og ender hos Alagie Saine, der kan heade bolden ind bag Jonas Dakir til 1-0.

Efter scoringen svarer Hobro hurtigt igen. Efter et par hjørnespark fra begge sider får gæsterne sendt bolden i mål. Lukas Klitten lægger et fint indlæg ind til sin bror, Oliver Klitten, der header mod fjerneste stolpe. Her står Theo Ekié helt fri og sparker bolden i mål og udligner dermed til 1-1.

Herefter tager hjemmeholdet initiativ. De kører et angreb, der starter nede fra egen målmand, og spiller bolden frem til Hobros felt, hvor de får sendt en afslutning af sted, som keeper Jonas Dakir redder til hjørnespark.

Kort efter sender Hobro en lang bold efter Theo Ekié, der kan løbe fri mod målmanden. Men Horsens’ bagerste mand, Christ Tape, river ham ned bagfra og får dermed det røde kort af dommer Aydin Uslu.

Efter det røde kort til AC Horsens får Hobro IK mere plads på banen. Den plads udnytter de, da Lukas Klitten fra højre side sender en lang bold op i rummet bag Horsens-forsvaret til Søren Andreasen, der sender den ind bag Horsens-keeperen Matej Delac til 1-2.

Kort efter målet spiller Horsens sig igennem, og fra højresiden slår de en flad bold ind i feltet. Bolden suser gennem hele feltet og over til modsatte Horsens-kant, som gør kunsten efter. Her finder han Adam Herdonsson, der vender omkring sig selv og sparker bolden i mål til 2-2.

Mod slutningen af 1. halvleg sidder Hobro på spillet, dog uden at skabe de helt store målchancer.

Pause.

Hobro fortsætter spillet fra slutningen af 1. halvleg efter pausen og er med lidt held fra Horsens-forsvaret tæt på at bringe sig foran igen, da bolden rammer overliggeren.

Den flotte start på 2. halvleg endte dog brat, da Theo Ekié efter et solouheld i modstandernes felt, der så grimt ud, måtte bæres fra banen.

Hobro skulle lige komme sig over Theo Ekiés solouheld, men genfandt derefter melodien. Emil Søgaard sender en flot diagonalbold til Lukas Klitten, der lægger den fladt ind i feltet. Her hopper Villads Rasmussen over bolden, så den lander perfekt hos Oliver Klitten, der tager et træk og sender den ind bag Horsens-keeperen ved fjerneste stolpe.

Men glæden var kort. Horsens får en chance ud af ingenting efter et kiks i Hobro-forsvaret. De løber ned mod baglinjen og slår bolden ind. Den bliver ikke clearet og ender på Hobro-fødder, men Horsens får en ny chance, og her sender Sebastian Pingel bolden i mål til stillingen 3-3.

Efter målet skifter Hobro ud, og her blev blandt andre Frederik Mortensen sat ind. Dermed var det hans tilbagevenden til fodboldbanen efter at have siddet ude med stresslignende symptomer.

Mod slutningen af kampen var Hobro, ligesom i slutningen af 1. halvleg, mest på bolden. De havde dog svært ved at spille sig til de helt store målchancer mod et meget dybt stående Horsens-hold. En enkelt chance til Marco Bruhn blev det til, men den røg desværre over mål. Til slut kom der også en chance til Frederik Dietz, som ligeledes gik over. Chancen kom efter et flot opspil, hvor Frederik Dietz selv startede angrebet med en diagonalbold.

Således endte kampen uafgjort i en meget målrig affære i Horsens.

 

Kampfakta:

AC Horsens 3 – 3 Hobro IK (2-2)

Hobro IK-opstilling:

Jonas Dakir

Emil Søgaard – Marius Jacobsen – Frederik Dietz

Lukas Klitten – Zander Hyltoft – Oliver Klitten – Max Nielsen

Theo Ekié – Søren Andreasen – Villads Rasmussen

Mål:

AC Horsens 1 – 0 Hobro IK, Alagie Saine (8. min.)

AC Horsens 1 – 1 Hobro IK, Theo Ekié (13. min.)

AC Horsens 1 – 2 Hobro IK, Søren Andreasen (27. min.)

AC Horsens 2 – 2 Hobro IK, Adam Herdonsson (33. min.)

AC Horsens 2 – 3 Hobro IK, Oliver Klitten (66. min.)

AC Horsens 3 – 3 Hobro IK, Sebastian Pingel (71. min.)

 

Udskiftninger:

Ud: Theo Ekié, Ind: Marco Bruhn (58. min.)

Ud: Søren Andreasen, Ind Runar Hauge (72. min.)

Ud: Max Nielsen, Ind Frederik Mortensen (72. min.)

Ubenyttede spillere:

Mikkel Kannegaard, Gustav Bjerge, Magnus Rosengreen, Alexander Nathan, August Bryld, Joachim Andersen.

Advarsler:

Christ Tape, AC Horsens (21. min.) Rødt kort.

Emil Søgaard, Hobro IK (45. min.)

Frederik Mortensen, Hobro IK (74. min.)

Dommer:

Aydin Uslu

Uafgjort i hektisk opgør mod AC Horsens
Uafgjort i hektisk opgør mod AC Horsens