
Nyheder • 11. november 2025 • af Mikkel
Forud for sejren over Aarhus Fremad i fredags kårede vi to nye æresmedlemmer i Hobro IK 💛💙
To personer, der i mere end 30 år har brugt utallige timer – ja, faktisk dele af deres liv på at gøre vores klub til det fællesskab, vi alle holder så meget af.
De to, vi skal fejre, er ikke bare frivillige. De er symboler på dét, Hobro IK står for: hårdt arbejde, ydmyghed, sammenhold, glæde og udvikling.
𝗦𝘁𝗲𝗲𝗻 𝗟𝗮𝗻𝗴𝗯𝗮𝗹𝗹𝗲:
Steen har været ungdomstræner, siddet i ungdomsudvalget, og i mange år været formand for oldboys og søndagsholdet. Steen er den type der altid har været bedst i 3. halvleg og været med til at skabe den kultur, der har været omkring søndagsholdet, hvor hyggen og snakken efter træningen har været vigtigere end selve spillet.
Steen har altid haft en helt særlig evne til at samle folk – til at skabe glæde og sammenhold både på og uden for banen. Han ser mennesker, får dem til at føle sig velkomne, og han har været en rollemodel for mange unge trænere og spillere gennem årene.
Han har vist os værdien af udvikling og glæde – både i spillet og i fællesskabet.
Og han har bevist, at engagement og godt humør er mindst lige så vigtigt som en god førsteberøring.
𝗝𝗲𝗻𝘀 𝗦𝗲𝗿𝘂𝗽:
Hvis der nogensinde skulle laves et opslagsværk over alt, hvad man kan lave i en fodboldklub, så ville der stå ét navn ud for samtlige poster: Jens Serup.
Jens har spillet, trænet, været holdleder, kantinebestyrer, kridtmand, banemand og vaskeansvarlig – og sikkert også en masse andet, vi andre slet ikke ved, fordi han bare fik det gjort, uden at gøre et stort nummer ud af det.
Jens er indbegrebet af hårdt arbejde og ydmyghed.
Han har aldrig gjort noget for anerkendelsen, men fordi han ved, at arbejdet skal gøres – og at klubben kun fungerer, når nogen tager fat.
Han står altid klar, uanset om det regner, sner eller blæser – og ja, i Hobro sker det som bekendt tit på én gang.
Jens, du har vist os, at det at være frivillig ikke handler om at få, men om at give.
Du har givet din tid, din energi og dit hjerte – og det har gjort en forskel for generationer af spillere, trænere og forældre.
Stort tillykke til jer begge og tak for jeres uundværlige indsats i Hobro IK


























