NordicBet Liga Foreningen

Sparekassen Danmark forlænger deres hovedpartneraftale med Hobro IK

Sparekassen Danmark forlænger deres hovedpartneraftale med Hobro IK

PRESSEMEDDELELSE
10-11-2022

Sparekassen Danmark, der har været partner i Hobro IK gennem en lang årrække og det seneste år som hovedpartner, forlænger nu deres hovedpartneraftale.

Sparekassen Danmark, der sidste år blev hovedpartner i Hobro IK, har nu forlænget deres aftale, så denne gælder yderligere to år. Dermed vil Sparekassen Danmark, i fællesskab med DS Gruppen, fortsat pryde kamptrøjerne, ligesom de fortsat vil pryde, blandt andet, Sparekassen Danmark Tribunen.

Thomas Maribo, salgschef i Hobro IK, er stolt over, at Hobro IK og Sparekassen Danmark er blevet enige om en forlængelse:

– Vi er enormt glade og stolte over, at vi er nået til enighed omkring en forlængelse med Sparekassen Danmark. Vores samarbejde med Sparekassen Danmark har altid været godt, og det har kun udviklet sig positivt, siden de trådte ind som hovedpartner i sommeren 2021. Det betyder utroligt meget for os, at det er en aktiv hovedpartner, der er engageret og synlig i klubben, og som vi kan mærke bakker op i medgang og modgang.

For Sparekassen Danmark er det vigtigt at bakke op om byens flagskib.

– Helt overordnet vil sparekassen, som har været en del af Hobro siden 1851, gerne bakke op om et af byens nuværende flagskibe, forklarer administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Per Sønderup:

– Og så vil vi gerne være med til at trække flere tilskuere på DS Arena til Hobros kampe. Det gør vi for eksempel ved at frikøbe en kamp om året, så hobrogenserne kan komme gratis til fodbold, men også ved at skabe aktiviteter uden for banen før eller efter en kamp, siger Per Sønderup.

Siden Sparekassen Danmark indtrådte som hovedpartner, har de kommet med et stort engagement i klubben, og det kan mærkes, fortæller Thomas Maribo:

– Det er en stor gevinst for os, at vi har en lokalforankret hovedpartner, der med deres tilgang som en aktiv og engageret hovedpartner, gør at vi kan lave en masse gode aktiviteter sammen og på denne måde spille hinanden gode. Vi har afholdt en del forskellige aktiviteter, hvor Sparekassen Danmark, blandt andet, har inviteret alle vores frivillige ned til et arrangement, for at takke dem for deres indsats her i klubben.

Sparekassen har også fokus på at gøre noget for alle de frivillige, der er helt uundværlige ved afvikling af holdets kampe på stadion.

– Derfor inviterede vi i det forgangne år korpset af frivillige til et arrangement, hvor det var dem, der blev vartet op – og det agter vi at gentage i den nye kontraktperiode, fortæller regionsdirektør i sparekassens Region Mariagerfjord, Carsten Brandt Andersen:

Hertil har Sparekassen også taget initiativ til at afholde Hobro IKs sæsonafslutningsarrangement:

– Ved holdets sæsonafslutning i år lagde vi vores lokaler til, og vi havde fundet på at invitere partnerne til spillere og stab med, hvilket faldt i meget god jord, fordi mange af dem aldrig havde mødt hinanden før – så det gentager vi selvfølgelig også, siger Carsten Brandt Andersen.

Fremadrettet bliver der kigget hen mod, hvordan parterne, i fællesskab, kan spille hinanden gode:

– Sparekassen Danmark er med til at styrke sammenholdet i klubben med deres gode ideer og aktiviteter. Vi har sammen kigget på, hvordan vi, i fællesskab, kan udvikle Hobro IK og på denne måde skabe merværdi for hinanden, slutter Thomas Maribo.

Sparekassen Danmark forlænger deres hovedpartneraftale med Hobro IK
Sparekassen Danmark forlænger deres hovedpartneraftale med Hobro IK