
Hobro IK testede mandag middag formen af mod et ungt Silkeborg IF-mandskab, da der på Eurowind Energy Park blev spillet 2x 35 minutters fodbold. For Hobro IKs vedkommende var der gode minutter til flere af de unge drenge og de spillere, der ikke spillede så meget i seneste opgør mod Aarhus Fremad. Ligeledes var der comeback til flere af de, nu tidligere, skadet spillere, da Oliver Dorph og Oscar Meedom var involveret fra start.
Første mulighed tilfaldt Hobro IK, da Mikkel M.P. erobrede højt, lavede en flot piruette og derefter sendte Oscar Meedom afsted. Desværre sad afslutningen fra wingbacken lige på keeperen.
Magnus Rosengreen stod for næste mulighed i kampen. Efter en dribletur på tværs af banen fik han til sidst sendt en afslutning afsted, men keeperen redder. Mikkel Boye er over riposten, men må se den tacklet ud til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark blev Alexander Nathan nedlagt i feltet og Hobro IK fik tildelt et straffespark. Det straffespark tog Marco Bruhn sig stensikkert af og sparkede bolden i kassen.
Det var Hobro IK på det meste både ift. chancer og boldbesiddelse. Der var optræk til flere gode muligheder og chancer, men den sidste skarphed manglede i flere situationer og dermed gik Hobro IK til pausen med en 1-0 føring.
Pause.
Der gik ikke mange minutter af 2. halvleg før Hobro IK scorede igen. Et godt sideskift til Muhammed Jarjo, der tager bolden godt med, men bliver nedlagt inde i feltet. Dommerens fløjte forbliver tavs, men det er lige meget, da August Bryld knastørt sender bolden i nettet.
10 minutter senere og mere Hobro IK. Denne gang efter godt samspil mellem to indskiftere i Konrad Gaardsøe og Vedad Halilovic. Med hæl og tå får de kombineret sig igennem og til sidst kan Vedad Halilovic sende en afslutning afsted mod det fjerne hjørne, men afslutningen går lige forbi.
Med 10 minutter igen var Mikkel Boye tæt på at udbygge føringen, da Konrad Gaardsøe slår et knivskarpt indlæg ind mod angriberen, som Boye forsøgte at helflugte på. Desværre over mål. Til sidst i kampen fik Mikkel Boye endnu en mulighed efter et godt pres af August Bryld, men også denne afslutning blev sendt over mål.
Det unge Silkeborg-mandskab tilspillede sig aldrig den helt store chance og kampen endte dermed 2-0 til Hobro IK.
Kampfakta:
Mål:
Hobro IK 1 – 0 Silkeborg IF, Marco Bruhn (16. min.)
Hobro IK 2 – 0 Silkeborg IF, August Bryld (37 min.)
Start XI:
1 Andreas Søndergaard (M)
4 Oliver Dorph
5 Mikkel Kannegaard
8 Mikkel M.P.
15 Gustav Bjerge
16 Oscar Meedom
23 Marco Bruhn
37 Magnus Rosengreen
40 Mikkel Boye
43 Alexander Nathan
47 August Bryld
Indskiftninger:
Ind: Muhammed Jarjo – Ud: Oscar Meedom (36. min.)
Ind: August Breum – Ud: Alexander Nathan (36. min.)
Ind: Vedad Halilovic – Ud: Marco Bruhn (36. min.)
Ind: Konrad Gaardsøe – Ud: Magnus Rosengreen (36. min.)
Ind: Nikolai Ankerstjerne – Ud: Oliver Dorph (50. min.)
























