Betinia Liga Foreningen

Sejr i reservekamp mod et stærkt Viborg FF-hold

Sejr i reservekamp mod et stærkt Viborg FF-hold

Der var reservekamp på programmet, da Hobro IK mandag over middag spillede mod 3F Superligaholdet Viborg FF, der kom med et stærkt hold.

Hobro IK kom bedst fra start og efter godt fem minutters spil kom den første store chance. En god erobring af August Bryld satte angrebet i gang. Han spiller ud til Hjalte Dahl, der kommer til afslutning, men Filip Đukić i målet redder flot. Riposten falder ud til Runar Hauge, der spiller cutback til Marco Bruhn, men angriberen overplacerer den ellers gode mulighed.

Næste chance kom til Viborg FF, hvor Asker Bech var på spil. Han drev bolden frem og tvang til sidst Andreas Søndergaard ud i en flot redning. Redningen gik ud til hjørnespark, der var tæt på at blive farligt, men som Oliver Dorph fik afværget.

Herefter og mere Hobro IK. En flot bold i dybden fra Mathias Haarup til Marco Bruhn er tæt på at give angriberen en friløber, men i afslutningsøjeblikket bliver bolden tacklet ud.

Næste chance til Hjalte Dahl, der i weekenden, for første gang, sad på bænken til en kamp i Betinia Ligaen. Offensivsspilleren modtager bolden på kanten, driver bolden ind og med et kort aftræk trykker han af mod mål, men desværre i sidenettet.

Det var dog Viborg FF, der bragte sig foran efter et hjørnespark, hvor det lignede et frispark til Hobro IK. I stedet endte bolden ved Stipe Radic, der nemt kunne sende bolden i mål.

Pause.

Hobro IK kom godt ud efter pausen og udlignede efter 52 minutter. Godt sammenspil i venstresiden mellem Runar Hauge, Marco Bruhn og indskiftede Villads Petersen, der til sidst giver muligheden til Runar Hauge, der sikkert sparker bolden i kassen.

Efter 62 minutter fik Marco Bruhn en stor chance for at score føringsmålet. Flot sat op bliver angriberen spillet i dybden, men Filip Dukic disker op med en flot redning.

10 minutter senere og igen Hobro IK. Denne gang efter et godt løb af August Bryld, der finder Marco Bruhn. Angriberen laver en piruette og kommer fri til afslutning, men Filip Dukic disker op med en flot refleksredning.

80 minutter spillet Hobro IK på spil igen. Muhammed Jarju modtager bolden og dribler igennem Viborgs højreside, stikker bolden til Runar Hauge, der finder Oscar Meedom, men igen igen igen disker Filip Dukic op med en flot redning. Minuttet senere og endnu en chance til Hobro IK. Denne gang godt spil mellem Oscar Meedom og Runar Hauge, der til sidst finder Mathias Haarup, der sparker mod mål, men keeperen redder igen.

Målet kom til Hobro IK efter 88 minutter, da Runar Hauge modtog bolden i højresiden, satte to mand, driblede ind foran mål og satte endnu en modstander inden han køligt lagde bolden i lang hjørne uden chance for Filip Dukic i målet.

Startopstilling Hobro IK:

A. Søndergaard, O. Dorph, M. Kannegaard, R. Hauge, G. Bjerge, M. Bruhn, M. Haarup, A. Bryld, A. Breum, M. Rosengreen, H. Dahl

Startopstilling Viborg FF:

F.Dukic, Z. Zaletel, A. Beck, T. Freriks, J. Grønning, O. Addo, I. Sigurgeirsson, M. Løndal, F. Damkjer, S. Radic, O. Bundgaard

Mål:

Hobro IK.0 – 1 Viborg FF, Stipe Radic (20. min.)

Hobro IK 1 – 1 Viborg FF, Runar Hauge (52. min.)

Hobro IK 1 – 1 Viborg FF, Runar Hauge (88. min.)

Indskiftning:

Ind: Villads Petersen – Ud: August Breum (46. min.)

Ind: Muhammed Jarju – Ud: Magnus Rosengreen (46. min.)

ind: Oscar Meedom – Ud: Hjalte Dahl (60. min.)

Advarsler:

Jeppe Grønning, Viborg FF (40. min.)

Tim Freriks, Viborg FF (58. min.)

Sejr i reservekamp mod et stærkt Viborg FF-hold
Sejr i reservekamp mod et stærkt Viborg FF-hold