NordicBet Liga Foreningen

Restaurant Himmelbo leverer hver dag velsmag på den sunde måde

Restaurant Himmelbo leverer hver dag velsmag på den sunde måde

Restaurant Himmelbo i Randers har opgraderet og er nu guldpartner i Hobro IK. Som en del af aftalen leverer restauranten hver dag velsmagende og sund mad til spillerne og administrationen i klubben. 

I spidsen for Restaurant Himmelbo, der har hjemme i smukke omgivelser ved Randers Golf Klub, står Hans Christian Rosendal Hermansen. Han har tidligere svinget stegepander og kødgryder i køkkenet hos Hobro Idrætscenter, der også er en værdsat partner i Hobro IK.

Da han skiftede til Restaurant Himmelbo i Randers, havde han lyst til at fortsætte samarbejdet med Hobro IK.

– Jeg har altid sat pris på at komme i klubben, og haft et supergodt samarbejde med både køkkenet, administrationen og trænerstaben, så jeg var meget opsat på at få en aftale i hus, og jeg er meget glad for, at det lykkedes.

– Samtidig er det både en spændende og udfordrende opgave, at levere mad til spillerne. Der er meget, der skal tages hensyn til, så det passer til en professionel fodboldspillers dagligdag. Det skal være varieret, nærende, sundt og selvfølgelig lækkert. Vi leverer også mad til spillerbussen til udekampene, fortæller Hans Christian Rosendal Hermansen – i daglig tale bare kaldet ”HC”.

– Aftalen betyder, at vi stort set kommer med mad til klubben hver eneste dag, og her mærker jeg – og min far, der ofte tager køreturen til Hobro – altid den gode stemning og imødekommenhed, der hersker i klubben. Man bliver altid mødt med et hej og et smil, uanset hvem du møder. Den stemning, kan jeg godt lide.

– Et par gange hver sæson leverer vi også maden til Sparekassen Danmark Loungen på kampdage, og det er også altid en spændende opgave, som vi også sætter pris på, fortæller HC.

Restaurant Himmelbo – der tidligere hed Restaurant In’Golf – er beliggende i meget smukke omgivelser ved Randers Golf Klub.

En perfekt lokation til en helt særlig madoplevelse med dem, du holder af, eller som rammen om jeres næste fest, ligesom huset i stor stil leverer mad ud af huset – heriblandt altså også til os i Hobro IK, der takker for både opbakningen og den velsmagende og sunde mad…

Du kan læse mere om Restaurant Himmelbo på: www.restauranthimmelbo.dk

Hans Christian Rosendal Hermansen, indehaver af Restaurant Himmelbo.

Restaurant Himmelbo leverer hver dag velsmag på den sunde måde
Restaurant Himmelbo leverer hver dag velsmag på den sunde måde