NordicBet Liga Foreningen

Nye initiativer skal forbedre tilskueroplevelsen på DS Arena

Nye initiativer skal forbedre tilskueroplevelsen på DS Arena

Fra den kommende sæson skal en række nye initiativer forbedre tilskueroplevelsen på DS Arena. Initiativerne kommer blandt andet på baggrund af det samarbejde, der i foråret blev indledt med Mariagerfjord Gymnasium med det formål at få flere unge mennesker på stadion.

Ny fanzone i nordenden af DS Arena

Et af de større tiltag er, at der i løbet af sommeren vil blive oprettet en fanzone bag målet i den nordlige ende af DS Arena. Her vil der blive etableret en ny, udvidet fanshop samt boder med mad og drikke. Der vil desuden blive opsat borde og bænke under overdækning, så det er muligt at opholde sig i fanzonen både før, under og efter kampene på DS Arena. Derudover vil der fortsat være opsat et telt til forskellige lejligheder, ligesom hoppeborgen også fortsat vil være at finde der.

Vi håber, at den nye fanzone vil være med til at forbedre oplevelsen og skabe et rum uden for selve fodbolden. I fanzonen vil man blandt andet kunne se frem til arrangementer for både børn og voksne – noget, Hobro IK i foråret har afprøvet med stor succes.

Efter planen vil den nye fanzone stå klar i slutningen af sommeren 2025. De forskellige dele af fanzonen vil dog blive taget i brug løbende, så snart de er klar.

Ny indgang til Sparekassen Danmark-tribunen

Har man billet eller sæsonkort til Sparekassen Danmark-tribunen, skal man fremover benytte hovedindgangen til DS Arena. Herfra går man langs klubhuset ned til nordenden af DS Arena for at komme over på tribunen. Dette initiativ skal bringe fansene tættere sammen og samtidig øge tilgængeligheden for gangbesværede.

Derudover vil billetboden, der hidtil har stået på Amerikavej overfor idrætscenteret, blive flyttet, så den nu kommer til at stå nede ved billetmøllerne på vej over mod Sparekassen Danmark tribunen.

Nyt ståafsnit på Sparekassen Danmark-tribunen

For at øge stemningen på DS Arena vil sæderne på en del af afsnit A på Sparekassen Danmark-tribunen blive fjernet, så det fremover bliver muligt at stå op under kampen – med tag over hovedet.

Håbet er, at de nye initiativer vil tiltrække endnu flere hobrogensere og borgere fra Mariagerfjord i alle aldre til DS Arena og samle folk om fodbolden.

Nye initiativer skal forbedre tilskueroplevelsen på DS Arena
Nye initiativer skal forbedre tilskueroplevelsen på DS Arena