
Klokkerholm Terapi har opgraderet fra sølv- til guldpartner. Som en del af aftalen vil Bo Klokkerholm tilbyde samtaleterapi til udvalgte ungdomsspillere i Hobro IK.
Det kræver meget at være ung i dag og det kræver meget at satse helhjertet på sin fodbold. Så lægger man de to ting sammen, er der mange valg og fravalg, der skal tages stilling til – ligesom det kræver en god portion selvtillid og tro på sig selv.
Derfor har Hobro IK indledt et samarbejde med Bo Klokkerholm, der terapeut og hypnotisør, så han fremover kan vejlede, guide og give nyttige værktøjer til ungdomsspillere, der står et sted i deres liv og fodboldkarriere, hvor de har behov for sparring.
– Hobro IK gør meget ud af, at de gerne vil bidrage til at danne hele mennesker, hvilket er en holdning, der allerede skinner igennem på ungdomsholdene i klubben. Her handler det om meget mere end fodbold. I den proces kan jeg med individuel samtaleterapi hjælpe med at sætte fokus på nogle afgørende spørgsmål for den enkelte unge, fortæller Bo Klokkerholm.
– Der er mange hjørner af det mentale, som man kan arbejde med og have fokus på, men grundlæggende handler det om, at jo stærkere mentalt du er og jo bedre du fungerer som menneske, jo bedre fodboldspiller bliver du også. Jeg glæder mig rigtigt meget til samarbejdet, fortæller Bo Klokkerholm, der også har gult-blåt-fodboldhjerte.
– Jeg bor omtrent et veludført udspark fra DS Arena, så jeg er på stadion til stort set alle hjemmekampe, hvilket jeg sætter stor pris på.
– Jeg er også med i klubbens stærke erhvervsnetværk, og i mange år spillede jeg på et lukket serie 5 hold i klubben, så jeg er virkelig HIK’er, hvorfor jeg også glæder mig rigtigt meget til at arbejde med klubbens unge spillere.
Klokkerholm Terapi har indtil for nylig haft hjemme i Hobro, men har i dag hjemme i indbydende faciliteter på Vestbygade 25 i Haverslev, hvor Bo Klokkerholm deler lokaler med Be Your Mind v/ Luise Løt.
Her arbejder Bo Klokkerholm blandt andet med depressions-, stress- og angstramte, samt med familieterapi, parterapi og skilsmisseterapi.