NordicBet Liga Foreningen

Vendsyssel FF – Hobro IK – 26 Feb 2022

Hobro IK

Første kamp i det afgørende forår for Hobro IK blev spillet lørdag middag på udebane mod Vendsyssel FF. Efter en lang opstart skulle de gulblusede ud og krige for sejren, hvilket det også endte med.

Det var en flot, dog kold, solskinsdag på Nord Energi Arena i Hjørring. Banen var lettere medtaget, men hvad man kunne forvente i vinterperioden. Det var samtidig to mandskaber, der ligger i den tunge ende af tabellen, der i dag mødtes, i en vigtig kamp.

Det var hjemmeholdet fra Vendsyssel FF, der så mest til bolden i de første 10 minutter, det var dog Hobro IK, der kom frem til de største chancer i den indledende del af kampen. Den største tilfaldt Mathias Haarup, der blev sendt i dybden af debutanten Muamer Brajanac. Wingbacken tog et flot træk ind i banen og sparkede på kassen, men Hjørring-keeperen fik flot reddet.

Herefter var det så hjemmeholdets tur til at få en god chance. Et indlæg mod bagerste stolpe, fandt Tiemoko Konate, men offensivspilleren sparkede langt over mål.

Den hidtil største chance i kampen tilfaldt Thomas Kotte fra Vendsyssel FF, da hjemmeholdet erobrede bolden højt og satte fart. Midtstopperen løb med og kom frem til en chance, der burde have givet mål, men heldigt for Hobro IK, sparkede han langt over.

Godt midtvejs i 1. halvleg var Emil Søgaard lige ved og næsten, da han sneg sig frem efter et langt indkast. Indkastet blev afværget, men endte hos Mathias Haarup, der sendte bolden ind i feltet, hvor Emil Søgaard var en støvlestørrelse fra at nå bolden.

Kort efter var det så Jacob Tjørnelund, der kom frem til en kæmpe chance, ja faktisk kampens indtil nu, største. Flot kombinationsspil mellem Muamer Brajanac og Don Deedson gjorde at bolden til sidst endte hos Jacob Tjørnelund, der fra feltkanten kunne sparke helt uforstyrret, men som chancerne tidligere i kampen, røg bolden over mål.

Føringsmålet kom til Hobro IK kort efter Jacob Tjørnelunds store chance. Muamer Brajanac erobrer bolden højt på Vendsyssels banehalvdel, holder sin direkte modstander væk og sparker bolden afsted med en enorm kraft, der gør at målmanden i hjemmeholdets mål ikke kan holde bolden ude af nettet.

Hobro IK sad nu godt på spillet og kom frem til flere store chancer, blandt andre Abdoul Yoda fik sendt en flot afslutning afsted, som målmanden dog reddede.

Gæsterne trykkede på og det gav pote kort før pausefløjt. En fremragende bold i dybden til Mathias Haarup, der løber fra sin direkte oppasser i Konate, kommer til en afslutning, som keeperen kun halvklarer. Riposten er Muamer Brajanac over og sparker sikkert bolden i kassen til en pauseføring på 2-0.

Der blev ikke foretaget nogle ændringer i pausen fra Hobro IK’s side.

Det var hjemmeholdet, der trykkede på fra 2. halvlegs start og de kom frem til et par gode chancer, men en velspillende Simon Jakobsen, i samarbejde med Christoffer Østergaard og Emil Søgaard, gjorde det svært for hjemmeholdet at spille sig igennem Hobro-forsvaret.

Hobro IK bed godt fra sig i perioder og midtvejs i 2. halvleg blev Mathias Haarup sendt afsted i en kontra. Han løb fra alt og alle, men bliver til sidst nedlagt af Jelle Van der Heyden, der måske kunne have fået rødt kort. Det gav i stedet et gult og et frispark på kanten af feltet. Anfører Mikkel M.P. tog sig af frisparket, som blev sendt snært forbi målhjørnet.

Der var, herefter, ikke mange chancer til nogle af holdende og vi skulle helt hen til det 82. minut, før den næste kom. Det var til hjemmeholdet. Et frispark bliver sendt ind i feltet og bliver mødt af Mads Greve, der header på mål. Adrian Kappenberger kan ikke nå den, men bolden suser, til Hobro IKs held, forbi målet.

Dybt inde i overtiden lukkede og slukkede Muamer Brajanac opgøret med sin scoring til 3-0. En fejlaflevering fra en Vendsyssel-forsvar gjorde, at Muamer Brajanac kunne løbe helt alene mod hjemmeholdets mål. Her svigtede debutanten ikke og fik dermed sikret sit hattrick til stor jubel for de medrejsende Hobro-fans.

Dermed fik Hobro IK den bedst tænkelige snart på det afgørende forår. Næste kamp spilles på DS Arena, hvor vi tager imod HB Køge fredag d. 4. marts kl. 18:30

 

Kampfakta:
Vendsyssel FF 0 – 3 Hobro IK (0-2)

Mål:

Vendsyssel FF 0 – 1 Hobro IK, Muamer Brajanac (35. min.)

Vendsyssel FF 0 – 2 Hobro IK, Muamer Brajanac (45. min.)

Vendsyssel FF 0 – 3 Hobro IK, Muamer Brajanac (90+4. min)

 

Hobro IK-opstilling:
Adrian Kappenberger
Christoffer Østergaard – Simon Jakobsen – Emil Søgaard
Mathias Haarup – Abdoul Yoda – Mathias Nygaard – Mikkel M.P. (C) – Jacob Tjørnelund

Don Deedson Louicius – Muamer Brajanac

Udskiftninger:

Ud: Abdoul Yoda – Ind: Oliver Overgaard (58. min.)

Ud: Don Deedson Louicius – Ind: Oliver Klitten (67. min.)

Ud: Jacob Tjørnelud – Ind: Frederik Dietz (80. min)

Ubenyttede spillere: Jacob Samnik, Oliver Thychosen, Frederik Elkær, Mads Freundlich.

Advarsel:

Mads Greve, Vendsyssel FF (34. min.)

Jelle Van der Heyden, Vendsyssel FF (66. min.)

Zander Hyltoft, Vendsyssel FF (91. min.)

Oliver Overgaard, Hobro IK (91. min.)

Dommer:

Chris Johansen

Tilbage til kampoversigt
Vendsyssel FF – Hobro IK – 26 Feb 2022
Vendsyssel FF – Hobro IK – 26 Feb 2022