PRESSEMEDDELELSE
1-02-2024
Hobro IK har solgt NordicBet Ligaens vicetopscorer til 3F Superligaklubben Randers FC. Muamer Brajanac skifter dermed til Randers FC efter to år i den gule trøje.
Hobro IK har solgt den altid farlige angriber Muamer Brajanac til 3F Superligaklubben Randers FC. Muamer Brajanac kom til Hobro IK i vinteren 2022, hvor han afløste Kasper Høgh i angrebet. I sin debut for Hobro IK scorede Muamer Brajanac hattrick og i hans første halvår i klubben blev det til otte mål. Siden er det blevet til 26 mål i 66 kampe for Hobro IK og nu går turen altså videre til Randers FC.
Teknisk chef Lars Justesen roser Muamer Brajanac for indsatsen i den gule trøje:
– ’Mo’ har været en fantastisk case for os. Han kom til os med en kæmpe ærgerrighed og viste sit værd fra dag ét, hvor han i sin debut scorede et flot hattrick. Hans målsnit på 26 mål i 66 kampe hos os, siger også lidt om, hvilken kvalitet han besidder og det aftryk han har sat i Hobro IK. Der er ingen tvivl om, at ’Mo’ bliver savnet i vores klub, men timingen var god for alle parter. Vi er endnu en gang stolte over, at vi igen har udviklet en spiller, som vi nu sender til en højere hylde i dansk fodbold.
– Muamer Brajanac, der i denne sæson har scoret 11 mål for Hobro IK, stod til at have kontraktudløb med klubben i sommeren 2024, hvorfor tidspunktet nu var rigtigt for alle partner.
Muamer Brajanac takker Hobro IK for den store tillid som klubben har vist ham:
– Jeg har været sindssygt glad for mine to år i Hobro IK. Den tillid som klubben har vist mig og ikke mindst den tro som trænerteamet har haft på mig, har været stærkt medvirkende til at udvikle mig og gøre mig til den spiller jeg er i dag. Noget som jeg er utroligt taknemmelig for. Jeg har nydt hver en dag i Hobro IK og jeg kommer til at savne klubben. Tak til alle i og omkring Hobro IK for at have troet på mig.
Hobro IK takker Muamer Brajanac for indsatsen i den gule trøje og ønsker ham alt held og lykke i fremtiden.