
PRESSEMEDDELELSE
28-07-2025
Hobro IK har accepteret et bud fra Viborg FF, der sender cheftræner Martin Thomsen til Viborg FF, hvor han ansættes som en del af deres trænerteam. Martin Thomsen var, inden skiftet til Viborg FF, en af de længst siddende cheftrænere i Betinia Ligaen.
I sommeren 2021 blev Martin Thomsen ansat som cheftræner i Hobro IK, og siden da har klubben taget store, positive skridt ift. udvikling af unge talenter samt spillersalg til store udenlandske ligaer. Undervejs har Hobro IK også, rent spillemæssigt, udviklet sig, hvilket den nu forhenværende cheftræner naturligvis har haft stor andel i.
Sportschef Lars Justesen sender store roser afsted mod Martin Thomsen:
“- Martin fortjener al ros i verden for det hårde arbejde, han har ydet for vores klub. Siden dag ét har Martin, sammen med sit team, knoklet for, at vi som klub skulle udvikle os, hvilket vi over de seneste fire sæsoner må sige, at vi har. Både ift. udvikling af spillere og salg af disse, men også med henblik på vores spillestil og måden, vi træner og agerer på. Martin har været en fantastisk ambassadør for Hobro IK, og at vores veje nu skilles, er et stort tab for os. Vi vil dog ikke stå i vejen for, at Martin nu vil prøve noget nyt.”
I de senere år har Hobro IK slået rekorden for klubbens største spillersalg flere gange. Her bliver Martin Thomsen den første træner til at blive solgt i denne periode:
“- Vi er stolte over, at vi ikke kun inden for kridtstregerne udvikler spillere, som er interessante for større klubber og ligaer, men at vi nu også uden for kridtstregerne udvikler trænere, der ligeledes er attraktive for større klubber. Og selvom det ærgrer mig, at Martin nu skal videre, har han om nogen fortjent det. Vi vil gerne sige Martin en kæmpe tak for indsatsen og ønsker ham alt held og lykke i fremtiden,” slutter Lars Justesen.
Martin Thomsen har netop taget hul på sin femte sæson i spidsen for Hobro IK og har undervejs uddannet sig som P-licenstræner – en uddannelse, han færdiggør i løbet af året. I tiden under Martin Thomsen er holdets bedste placering blevet en plads i oprykningsspillet.
Martin Thomsen, der er opvokset i Hobro, sender en ydmyg tak til klubben, der betyder så meget for ham:
“- Jeg er sindssygt glad og stolt over den rejse, vi har været på i de seneste fire sæsoner – i forhold til vores projekt, hvor vi er lykkedes med at sælge spillere til nogle af de største ligaer i Europa. Ligeledes er vi lykkedes med at udvikle unge talenter, der har gået hele vejen til førsteholdet. Det har været en fornøjelse at stå i spidsen for Hobro IK og give tilbage til en klub, der betyder utroligt meget for mig. Derfor er det også svært for mig at sige farvel til Hobro IK, men samtidig ser jeg frem til at prøve kræfter med Superligaen, som jeg håber, kan bidrage til min egen fortsatte udvikling som træner.”
“- Til sidst vil jeg sende en stor tak til alle fans, partnere, spillere og alle andre med hjerte for Hobro IK for opbakningen gennem min tid i klubben. Også en tak til mit trænerteam for altid at knokle og arbejde hårdt – samt en stor tak til Lars Justesen for tilliden og for samarbejdet gennem de seneste fire sæsoner.”