NordicBet Liga Foreningen

Hobro IK sælger Christian Cappis til Brøndby IF

Hobro IK og Brøndby IF er blevet enige om en aftale, der sender Christian Cappis til vestegnsklubben efter denne sæson.

Den amerikanske midtbane kreatør, Christian Cappis, har været i Hobro IK siden efteråret 2018, hvor det indtil nu er blevet til 49 kampe og ét mål. I sin tid i Hobro IK har Christian Cappis samtidig repræsenteret det amerikanske u23-hold.

Sportschef Jens Hammer Sørensen udtaler:
– Christian kom til Hobro IK som blot 19-årig, hvor han flyttede fra hjemlige vante rammer i Texas til Hobro. Han kom til klubben, i første omgang på en amatør kontrakt. Det var tydeligt at Christian havde et kæmpe uforløst potentiale og dette var en af grundene til at vi ret hurtigt derefter tilknyttede ham på en professionel kontrakt.

– Gennem årene i Hobro IK, har Christian formået at udvikle sit talent enormt meget, hvilket har gjort ham til en stamspiller for os. Derfor er det også naturligt at Christian har tiltrukket sig opmærksomhed fra andre klubber, i både ind- og udland.

– Det har været vigtigt for os at finde en aftale, der er god for både klub og spiller og med salget til Brøndby IF, har vi netop fundet denne balance. Vi er samtidig utroligt stolte af, at vi som klub, kan udvikle spillere til toppen af den bedste danske fodboldrække, slutter Jens Hammer Sørensen, sportschef i Hobro IK.

Christian Cappis siger selv om det fremtidige skifte til Brøndby IF:
– Først vil jeg sige en stor tak til mine holdkammerater og til trænerteamet for altid at presse mig til at yde mit bedste. Jeg vil også gerne sige en stor tak til Hobro IKs fans, der har støttet os i medgang og modgang.

– De seneste år i Hobro IK, har jeg lært utroligt meget og jeg er vokset som person og som spiller. Jeg glæder mig selvfølgelig til de nye muligheder og oplevelser efter sommer, men lige nu er mit fokus på at slutte denne sæson af, så stærkt som muligt.

Christian Cappis skifter dermed til Brøndby IF efter denne sæson, i et salg, der kan blive det største i Hobro IKs historie.

Hobro IK sælger Christian Cappis til Brøndby IF
Hobro IK sælger Christian Cappis til Brøndby IF