PRESSEMEDDELELSE
28-10-2021
Hobro IK har forlænget aftalen med forsvarstalentet Frederik Dietz, der netop er udtaget til det danske U19-landshold.
Frederik Dietz, der fik sin debut for Hobro IKs førstehold i sæsonen 2020/2021, har i indeværende sæson spillet 11 kampe, hvoraf flere af dem har været fra start. De flotte præstationer i denne sæson, fra den talentfulde midtstopper, er ikke gået ubemærket hen, og de har nu udmøntet sig i en kontraktforlængelse samt en udtagelse til det danske U19-landshold. En kontraktforlængelse, der holder Frederik Dietz i Hobro IK til 2026.
Teknisk chef Lars Justesen er stolt over forlængelsen med en af klubbens egne talenter:
– Jeg er enormt glad og stolt over at vi har forlænget aftalen med Frederik. Frederik har i denne sæson, trods sin unge alder, for alvor vist, hvor talentfuld en forsvarsspiller han er. At han nu også er udtaget til U19-landsholdet er med til at sætte en tyk streg under, hvor dygtig en forsvarsspiller han er, samt det store potentiale han besidder. Vi alle i Hobro IK glæder os til at følge Frederiks videre udvikling i de kommende år.
Frederik Dietz, der netop er fyldt 18 år, har spillet i Hobro IK siden han var U12-spiller, og bliver første spiller i klubbens historie af egen avl, der er udtaget til det danske U19-landshold.
Frederik Dietz siger selv om kontraktforlængelsen:
– Det bliver fantastisk at fortsætte her i min barndomsklub og jeg er enormt stolt og glad over at være med på rejsen. Hobro IK er en klub, der har en kæmpe betydning for mig og min familie, så det betyder sindssygt meget for mig, at jeg fortsat skal repræsentere klubben.
Den unge forsvarsspiller glæder sig også til at repræsentere Danmarks U19-landshold:
– Ligesom det er en drengedrøm for mig at repræsentere Hobro IK, er det en lige så stor drengedrøm for mig at repræsentere Danmark. Jeg har kæmpet for dette og at det nu lykkes, er fantastisk. Vi er en rigtig stærk årgang med en masse dygtige spillere, så jeg glæder mig rigtig meget til at møde ind til landsholdssamlingen i november.
Frederik Dietz har i alt spillet 14 førsteholdskampe for Hobro IK.