Betinia Liga Foreningen

Kristian Frost bliver ny Intern Børneudviklingstræner i Hobro IK

Kristian Frost bliver ny Intern Børneudviklingstræner i Hobro IK

Hobro IK har pr. 1. september 2026 ansat Kristian Frost som ny Intern Børneudviklingstræner. Kristian er et kendt ansigt i og omkring Hobro IK og vender tilbage til klubben i en ny rolle efter tidligere at have været tilknyttet som både træner og scout.

Ved siden af fodbolden er Kristian uddannet lærer og arbejder til daglig på Søndre Skole i Hobro, hvor han er lærer og T-klassekoordinator. Kombinationen af hans pædagogiske baggrund, erfaring med børn og unge samt kendskabet til Hobro IK skal nu bringes i spil i arbejdet med klubbens børneafdeling.

Som Intern Børneudviklingstræner får Kristian sit primære fokus på Hobro IK’s egne børnehold fra U4-U12. Her bliver en central del af opgaven at sikre det bedst mulige tilbud til klubbens børnespillere og samtidig understøtte de mange trænere, der hver uge skaber rammerne omkring børnefodbolden i Hobro IK.

Kristian skal være synlig og tilgængelig omkring børneholdene og bidrage med sparring og støtte til trænerne i dagligdagen. Samtidig skal han være med til at skabe endnu større struktur, sammenhæng og kvalitet på tværs af børneafdelingen og sikre, at klubbens børnesyn, værdier og sportslige retning bliver omsat til den daglige praksis på træningsbanen.

Talentchef Martin Ingvorsen glæder sig over, at det er lykkedes at få Kristian tilbage i en central rolle i klubben:

“Kristian er en person, der allerede kender både klubben, lokalområdet og mange af de mennesker, der færdes omkring Hobro IK.

Samtidig kommer han med en stærk pædagogisk baggrund og stor erfaring med børn og unge fra sit daglige arbejde på Søndre Skole.

I rollen som Intern Børneudviklingstræner er det afgørende for os at have en person, som ikke kun kan kigge på selve fodboldtræningen, men som også har blik for det enkelte barn, trænerne og det samlede miljø omkring holdene. Her mener vi, at Kristian har en rigtig spændende profil. En af hans vigtigste opgaver bliver at være tæt på vores børnetrænere og hjælpe dem med at skabe de bedst mulige træningsmiljøer. Vi ønsker, at vores børnetrænere oplever, at der er adgang til sparring og hjælp i hverdagen, og at der samtidig er en tydelig rød tråd gennem vores børneafdeling.”

Kristian Frost ser frem til igen at få sin daglige gang omkring Hobro IK:

“Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Hobro IK i denne funktion. Jeg kender klubben fra tidligere og har altid haft en stor interesse for arbejdet med børn og unge – både i mit arbejdsliv og i fodbolden. For mig handler god børnefodbold først og fremmest om at skabe miljøer, hvor børnene glæder sig til at komme til træning, føler sig trygge og samtidig får mulighed for at udvikle sig. Her spiller trænerne en helt afgørende rolle, og derfor glæder jeg mig meget til at komme tæt på dem og bidrage med sparring og støtte i hverdagen. Jeg ser frem til sammen med trænerne og resten af klubben at videreudvikle det gode arbejde, der allerede bliver lavet i Hobro IK’s børneafdeling.”

Kristian har tidligere været engageret i børnefodbolden i Hobro-området og har blandt andet fungeret som træner i Hobro IK samt arbejdet med skolefodbold.

Det betyder, at han kommer ind i rollen med et indgående kendskab til både området og arbejdet med børn gennem idrætten.

Med ansættelsen af Kristian Frost ønsker Hobro IK at styrke den daglige understøttelse af klubbens børnetrænere og skabe endnu bedre og mere sammenhængende rammer for de mange børn, der hver uge spiller fodbold i klubben.

Kristian tiltræder rollen som Intern Børneudviklingstræner den 1. september 2026.