NordicBet Liga Foreningen

Jakob Hjorth bliver ny U19 cheftræner

Jakob Hjorth bliver ny U19 cheftræner

Jakob Hjorth bliver ny U19 cheftræner i Hobro IK

Siden Mads Kjær meddelte sit stop som U19 cheftræner har Hobro IK arbejdet på at finde afløseren. Denne er nu fundet internt. Afløseren bliver den nuværende U23 cheftræner Jakob Hjorth, der fra nytår overtager det trænersædet på Hobro IKs U19-hold.

Lars Justesen, teknisk chef, forklarer, hvorfor valget faldt på Jakob Hjorth:

– Det er et naturligt skridt i Jakobs trænerudvikling at overtage U19-holdet. Jakob er en meget ambitiøs og ærgerrig træner, der samtidig ser og møder spillerne i øjenhøjde.  Vi er ikke i tvivl om, at Jakob er den rigtige til at fortsætte og bygge videre på det gode udviklings- og træningsmiljø, der er omkring U19-holdet. Samtidig er vi glade for, at Jakob fortsat vil være assistenttræner på NordicBet Liga holdet, hvilket giver en god synergieffekt ift. Transitionen fra ungdom til senior.

Jakob Hjorth, der er i gang med at opnå sin træner A-licens, sætter ord på beslutningen om at blive U19 cheftræner:

Jakob Hjorth sætter ord på den svære beslutning:

– Det var hårdt og vemodigt for mig at sige farvel til gutterne på U23-holdet. Et hold, hvor jeg har været med, siden det nye setup og miljø blev lavet. Et setup, der skulle fremme transitionen fra ungdom til seniorfodbold. Jeg har lært sindssygt meget og jeg har i denne periode taget store skridt i min udvikling som træner. Det har været en svær beslutning for mig, men jeg kan mærke, at det er den rigtige og det er det rigtige skridt for mig i min trænerkarriere.

Jakob Hjorth overtager dermed fra nytårsskiftet U19-holdet. Nordjyden ser frem til de nye udfordringer:

– Jeg ser frem til at overtage en spændende trup med en masse dygtige spillere, som jeg allerede har kendskab til via vores transitionsgruppe. Jeg ser frem til at få et hold med en fast trup uden de store udskiftninger i løbet af sæsonen. Dette giver mere rytme i dagligdagen og mulighed for at præge holdet på det relationelle plan samt på det taktiske område. Her spiller især den øgede mængde data fra kampene ind. Denne data giver mulighed for at analysere alle detaljer og kampsituationer, hvilket jeg kan bruge til at dygtiggøre mig selv og præge min egen udvikling, men samtidig også finjustere de taktiske elementer ift. truppen og de kommende kampe.

– Jeg glæder mig til den nye udfordring og ser frem til at komme i gang og være med til at bygge videre på et miljø, der udvikler spillere til vores NordicBet Liga-hold. Og selvom fodbold, udefra set, handler om resultater, så handler talentarbejdet i højere grad om at udvikle den enkelte spiller. Vi går altid efter at vinde, men den individuelle udvikling er i fokus, både som spiller og som menneske.

Jakob Hjorth forbliver assistent på NordicBet Liga-holdet, ligesom han fortsat vil sparre med Emil Antonsen om transitionsprocessen for spillerne fra ungdom- til seniorniveau.