NordicBet Liga Foreningen

Hobro IK ansætter ny Head of Coaching fra egne rækker

Efter tre år som U17-træner i Hobro IK overgår Mads Kjær nu til rollen som Head of Coaching og afløser dermed Lars Justesen i denne rolle. En omstrukturering, der skal være med til at videreudvikle talentarbejdet i klubben.

Mads Kjær overgår pr. 1. januar 2023 til rollen som Head of Coaching i Hobro IK. En Head of Coaching har til opgave at videreudvikle den spillestil som klubben har fastlagt sig på samt sikre at denne spillestil bliver videreført ud i talentarbejdet. Udover dette skal Mads Kjær være med til at videreuddanne trænerne i Hobro IK samt have ansvaret for at udvikle det analytiske arbejde i klubben.

Rasmus Kjærsgaard, talentchef i Hobro IK, glæder sig over den øgede fodboldfaglighed på kontorgangene:

– Vi er glade for at kunne tilknytte Mads Kjær i den nye rolle. Mads besidder en enorm stor fodboldfaglighed og er et naturligt valg til stillingen som Head of Coaching. Mads har været i klubben i mange år og ved derfor hvad klubben står for samt hvilke værdier, der skal efterleves i en klub, som Hobro IK.

Mads Kjær ser frem mod de nye udfordringer:

– Jeg har været glad for at være U17-træner i Hobro IK, men føler at tidspunktet nu er det rette for at arbejde mere strategisk med fodbolden. Jeg glæder mig til at komme op i helikopterperspektiv og på denne måde være med til at sætte mit aftryk på fremtidens talentarbejde i Hobro IK.

Processen om ansættelsen af en ny U17-træner er i gang. Du kan læse mere her: Hobro IK søger ny U17-træner